Derfor holder jeg af hør 🌾
Hør har gennem årene fået en særlig plads hos mig. Fra hørkranse og hørduge til viskestykker og brødposer har hør fundet sin plads i vores hjem. Her er fortællingen om, hvorfor jeg bliver ved med at vende tilbage til hør.
Mit første møde med hør var da jeg for år tilbage faldt over hørkransen hos min lokale blomsterbutik. Selvfølgelig var kransen attraktiv fordi jeg ikke havde set den før, og mindst lige så attraktiv fordi den var skabt af naturen - hør.
Siden da har hør givet mig en ny betydning. Fra de blå blomster på markerne i Sydeuropa til de tørrede frøstande, der kan blive til de fineste kranse. Jeg kan lide fortællingen om denne skønhed, alt fra farve til bæredygtighed, lysten til at røre ved kransen og dens finurlige tekstur, og at pakke den ned efter julen, for atter at tage den op og genbruge den.
Jeg har købt min første hørdug, og den har stort set været på mit bord lige siden. Kun afbrudt af vask og tørretumbler og så på igen.
Den er ikke for fin, den er ikke for besværlig, men den er med til at danne rammen om hverdagshyggen - måltiderne hos os. Hver gang jeg lige er forbi stuen, så strejfer mit blik dugen, den samler, den giver glæde, og så er den smuk som den er.
Så køb, vask, tør og BRUG! Hør bliver bare blødere og smukkere med tiden.
I vores hjem bager vi en del, det er mest langtidshævet brød, hvor dejen får lov at vise, hvad den kan i løbet af natten. Jeg lægger ofte et hørviskestykke over brødet, så holder det sig fint med sprød skorpe. Er der rester tilbage, opbevares det i brødposerne lavet af 100% hør. Brødet holder sig på denne måde godt, det bliver ikke blødt af en plastikpose og ikke hårdt af en papirspose.
Det er måske netop derfor, hør har fået en særlig plads hos mig. Det er et materiale, der bliver brugt, holder længe og bliver smukkere med tiden – og det er egenskaber, jeg sætter stor pris på.

